VELUX FONDEN kortlægger demokratiets bæredygtighed for at finde plads til forandring og forbedring

Udgivet
20. januar 2025
Er der sprækker i demokratiet? Med fundamentale og hurtige omvæltninger i samfundet, konfronteres danskerne med nye demokratiske dilemmaer. Men hvordan oplever vi disse dilemmaer, og hvad betyder det for vores oplevelse af demokratiet?
VELUX FONDEN har sat sig for at kortlægge den demokratiske bæredygtighed for at besvare netop disse spørgsmål.

Demokratiets bæredygtighed er afgørende for, hvordan vi håndterer det pres, der kommer på samfundet i form af klimakrise, globale spændinger, og modsatrettede hensyn. Demokratisk bæredygtighed er med andre ord en vigtig puslebrik i det billede, der udgør et resilient, responsivt, og retfærdigt samfund.

I samarbejde med Democracy X kortlægger VELUX FONDEN demokratiets bæredygtighed for at finde plads til forandring og forbedring. Vi undersøger de forskellige forhold og hensyn, der gør sig gældende, når vi som samfund stilles over for demokratiske dilemmaer. 

For eksempel spørgsmålet om, hvordan man gennemfører ressourcekrævende og gennemgribende grøn omstilling uden at fremprovokere en allerede stigende ulighed. Med andre ord: 

Hvad er det rigtige at gøre, når bæredygtighed kommer i konflikt med bæredygtighed?

Alt efter hvem du spørger, vil svaret på ovenstående spørgsmål variere. Det handler blandt andet om, at vi danskere handler og navigerer ud fra nogle centrale kerneværdier. Derfor kan vi kun forstå den demokratiske bæredygtighed i dybden, hvis vi tager udgangspunkt i de forskelligheder, der er i befolkningens kerneværdier, og spørger, hvordan de påvirker forholdet til demokratiske dilemmaer.

Undersøgelsen kombinerer kvantitative og kvalitative tilgange i en analyse, der både kortlægger de tværgående tendenser, og maler et detaljeret billede af danskerne. På baggrund af en national spørgeskemaundersøgelse dannes en række segmenter baseret på kerneværdier, som hver især bliver inviteret til fokusgruppeinterviews. 

Formålet med denne tilgang er netop at tage skridtet videre fra en samfundsdiagnose og bevæge os i retningen af mulige indsatser for en større demokratisk bæredygtighed.

Projektet løber frem til slutningen af april 2025.

Visionsinitiativet Demokratisk Bæredygtighed

Under overskriften ’Demokratisk Bæredygtighed’ vil VELUX FONDEN undersøge dilemmaer og problemstillinger i forholdet mellem miljømæssig-, kulturel- og social bæredygtighed samt demokratisk udvikling og sammenhængskraft. Det gør vi ved at udforske og udvikle fondens filantropiske virkemidler gennem uddelinger, partnerskaber og vidensproduktion.