Den Klimapolitiske Opfattelseskløft
Projektet undersøger, hvordan danske politikere opfatter folkelig opbakning til klimahandling, hvordan borgere oplever politisk lydhørhed over for deres bekymringer samt i hvilken grad disse stemmer overens.
Projektbeskrivelse
Nyere forskning identificerer kløfter mellem folkelig opbakning til klimahandling og ambitionsniveauet i klimapolitik. Med afsæt i disse studier undersøger dette projekt, hvornår og hvorfor sådanne kløfter opstår, samt hvordan kløfter mellem befolkningens holdninger og politisk handling påvirker betingelserne for demokratisk bæredygtighed.
Gennem en mixed methods-tilgang, der kombinerer spørgeskemaer og interviews, undersøger projektet, hvordan danske politikere opfatter den offentlige opbakning til klimahandling – og hvordan borgere oplever politisk lydhørhed over for deres bekymringer. Projektet bidrager dermed til en bedre forståelse af, hvordan politisk lydhørhed udfolder sig i den grønne omstilling. Teoretisk udvikler projektet en model for demokratisk bæredygtighed som forankret i løbende relationelle processer omkring legitimitet, lydhørhed og tillid; og i praksis håber det at bidrage til en mere oplyst og åben offentlig dialog om den grønne omstilling.
Hvordan opfatter politikere og borgere hinanden i forhold til klimapolitik?
En mere præcis forståelse af den folkelige opbakning kan give et bedre grundlag for politiske beslutninger, mens større gensidig forståelse kan være med til at fastholde den grønne omstilling som demokratisk forankret og socialt bæredygtig.